Politik skal der til

Den politiske diskussion i Socialdemokratiet lever i bedste velgående. Det viser den seneste resultater fra Den Røde Skole, som nu er på banen med en række kontroversielle forslag. Politiken.dk fremstiller det som revolutionerende og nytænkende for socialdemokrater, men for mig virker det som fornyelse af den klassiske, socialdemokratiske ideologi. Vi vil styrke den offentlige transport og mindske forureningen - det klarer vi i storbyerne ved at indføre roadpricing. Det vil naturligt øge incitamentet til at benytte tog og bus, for nogle endda cyklen. Jeg ser ikke noget videre kontroversielt i dette forslag. Mange andre europæiske storbyer har for længst indført forskellige former for roadpricing, og det er helt naturligt, at i hvert fald København følger trop.    

Økonomiske fordele til virksomheder, der hjælper til at forbedre integrationen. Det er smart, og det er nyt. Ligesom der i øjeblikket findes tilskud til ansættelse af flexjobbere og borgere under revalidering, skal der også findes tilskud til andre af samfundets svage og udsatte grupper. Herunder de dårligt integrerede indvandrere. Ved at give dem noget at stå op til, får vi dem væk fra gadehjørnerne og nattelivet - samtidig med at vi markant øger deres livskvalitet. Mange års erfaring har efterhånden vist, at det ikke sker af sig selv. Derfor må samfundet skride ind og hjælpe til, hvor det kan. Det er god socialdemokratisk politik.

Så er der beskatningen af boligejerne. En gammel traver, som blev brugt i gamle dage, men som ingen længere tør røre ved. Mange års økonomisk opsving har gjort flere til boligejere, og derfor er det en meget stor vælgergruppe at lægge sig ud med. Det er her, jeg ser modet i Den Røde Skole. Man tør diskutere politik og man tør komme med de udfordrende forslag.

Socialdemokratiet var i gamle dage et parti, der kæmpede for sine værdier uden at tænke så meget over, om man udsatte nogle enkelte befolkningsgrupper. Man gjorde, hvad der var nødvendigt for samfundets og fællesskabets bedste. Oluf Palme, Jens Otto Krag, Anker Jørgensen, Thorvald Stauning - alle var de mænd, der turde udfordre befolkningen både på pengepungen og på hverdagen. Enten var man for eller imod. Sådan er det ikke længere. Vi savner idealisme og politisk mod i dansk politik.

Desværre er partitoppen ikke helt enig med mig…

1. maj - fællesskabet fejres

Synspunkt i JyskeVestkysten

Endnu engang blev det 1. maj, og dermed tid til at fejre Arbejdernes Internationale Kampdag. En mærkedag, som mange danskere de senere år har diskuteret nødvendigheden af meget flittigt. Har vi stadig brug for 1. maj? Er det blevet mere national drukdag end kampdag? - For nogens vedkommende, måske. Men det er ikke derfor jeg fejrer 1. maj.

De danske arbejdere kan være stolte af de rettigheder, de har tilkæmpet sig gennem årene. 37 timers arbejdsuge, fem ugers ferie og barnets første sygedag. Goder, som vi danskere nyder godt af, men som mange tager for givet. Det har ikke været nogen nem kamp, og for mange arbejdere i udlandet er vores privilegier en utopi, som de ikke engang tør drømme om.

LO har op til dette års 1. maj lanceret en kampagne, de kalder „Gør Noget!“. En kampagne, der skal minde os om, hvad 1. maj egentlig er til for. En international kampdag for verdens arbejderklasse, der giver os chancen for at vise solidaritet med de arbejdere, der stadig kæmper en hård kamp for de mest basale rettigheder.

Bananarbejdere i Guatemala, bygningsarbejdere i Mozambique og børnehjemsarbejdere i Rumænien. De er alle mennesker, der har brug for vores støtte og solidaritet.

Verdens fagforeninger bruger 1. maj til at støtte de arbejdere, der har mest brug for det. Det er en indsats, jeg må nikke anerkendende til, og det er blandt andet den indsats der gør, at jeg føler, at Arbejdernes Internationale Kampdag er værd at fejre.

Arbejderliv – fra vugge til grav

Denne artikel er bragt i DSU’erens kongresudgave, 18. april 2008

 

De kooperative virksomheder har siden 1922 holdt liv i arbejderbevægelsen og den socialdemokratiske idé. Læs her om, hvorfor det er vigtigt, at vi fortsat støtter Kooperationen og dens værdier.

Af Martin Bendtsen og Daniel Jørgensen

 

Det var med selveste Thorvald Stauning i spidsen, at Det Kooperative Fællesforbund i juni 1922 blev dannet. 117 delegerede fra virksomheder fordelt over hele landet satte sig sammen for at danne et forbund, der byggede på solidaritet og fællesskab. Et forbund, der skulle sikre arbejderne et godt liv fra vugge til grav.

 

Kooperationen voksede med årene, og i år 1950 omfattede Det Kooperative Fællesforbund 530 virksomheder af alle slags. Der var forsikringsselskaber, bagere, frisørsaloner, banker, aviser og endda et bryggeri, som vi nok alle sammen har hørt om: Bryggeriet Stjernen. Virksomhederne oplevede stor tilslutning hos arbejderklassen, og konceptet opnåede mangeårig succes og stabilitet.

 

Arbejderen blev således holdt i hånden gennem hele livet. Man startede som barn i Arbejdersangkoret, placerede sin opsparing i Arbejdernes Landsbank, og forsynede sig løbende med læsestof fra Social-Demokraten (senere Aktuelt) og bøger fra forlaget Fremad. Når man nærmede sig de tyve år, tog man på højskole med LO og holdt sig radiofonisk opdateret om verdenen udenfor med et ARAKO-apparat. Senere skaffede man sig et job i for eksempel et murerfirma under Det Kooperative Fællesforbund, engagerede sig i sin fagforening og støttede i øvrigt Socialdemokratiet. Når tiden så kom, hvor man havde drukket sin sidste Star-pilsner og læst den sidste udgave af Aktuelt, blev man begravet ved Arbejdernes Ligkistemagasin og muligvis kremeret hos Arbejdernes Ligbrændingsforening. Så omfattende var Arbejderbevægelsen dengang.

 

Op gennem 1960’erne og 70’erne stod de kooperative virksomheder bag de fleste af de sociale boligbyggerier. Boliger til arbejderne skulle bygges af arbejdernes virksomheder. Det var en selvfølge under de socialdemokratiske regeringer. Da vi så nåede til 1980’erne begyndte det så småt at gå ned ad bakke for Det Kooperative Fællesforbund. Bryggeriet Stjernen var for længst gået nedenom og hjem, og mange andre begyndte at falde af på den. Øget konkurrence og mindre arbejderklasse var ved at tage livet af Fællesforbundet.

 

I løbet af 1990’erne blev Det Kooperative Fællesforbund fusioneret med Byggefagenes Kooperative Landssammenslutning og skiftede navn til det, vi kender i dag: Kooperationen. De tilbageværende virksomheder ligger længere fra vores hverdag end før i tiden, men konstant fornyelse og udholdenhed har alligevel holdt liv i blandt andre Arbejdernes Landsbank, ALKA Forsikring, mindre håndværksvirksomheder og forskellige boligselskaber.

 

Det har været en lang og opslidende kamp for Kooperationen at holde fast på sine værdier og overleve den stigende liberalisering af samfundet. Mange faste støtter er faldet fra med årene, og den enorme bevægelse er lige så stille gået over i historiebøgerne.

 

Denne artikel er ikke ment som en nekrolog over Kooperationen. Derfor er det vigtigt at pointere, at vi som socialdemokrater stadig er medlem af denne bevægelse. Som socialdemokrat er det en tradition at støtte de kooperative virksomheder. Bevægelsen bygger på billigere og nemmere hverdag for kunderne. Dermed får du for eksempel også 10 % rabat i ALKA, når du er kunde i Arbejdernes Landsbank. Du får højere renter i banken, hvis du er medlem af et LO-fagforbund, og sådan fortsætter det.

 

At støtte de kooperative virksomheder er en dyd for socialdemokraterne, og hermed er også en opfordring givet videre til de mange unge DSU’ere, som endnu ikke kender den socialdemokratiske bevægelse sande fordele og omfang.

 

Til de, som er på Facebook kan det også anbefales at tilslutte sig gruppen ”Jeg støtter de KOOPERATIVE virksomheder!”, som er oprettet for at skabe mere opmærksomhed omkring de værdier, der ligger i vores kære bevægelse.

 

Historiske kilder:                   

 www.kooperationen.dk

 www.pladstilosalle.dk

 

Det Forenede Socialdemokrati

“Samling om fornyelse” hed et af Helle Thorning-Schmidts første store udspil som formand. Formålet var at samle stumperne efter mange års fløjkrig og igen skabe et stærkt og forenet parti. I starten virkede det som en uoverkommelig opgave, med højtstående kritikere som Ritt Bjerregaard og Svend Auken, mindre tilregnelige MF’ere som Thomas Adelskov og John Dyrby, og dertil en generelt ung og uerfaren folketingsgruppe.

Socialdemokraterne har siden 2005 været gennem flere både op- og nedture med Helle som formand. Siden valget i november har især Ritt været ude med riven med sin Røde Skole. Siden lancerede Mette Frederiksen sine ni teser, som skulle indikere hendes drømmekurs for Socialdemokraterne de næste par år. Helle Thorning-Schmidt må have haft rigeligt at tænke på, men nu ser det ud til, at fløjkrigene og tænkepausen er forbi.

Fredag og lørdag bragte Politiken to kroniker, skrevet af Helle Thorning-Schmidt. Den første skulle gøre en ende på “Den Tredje Vej” og vise, at tiden er inde til at gå ad andre veje. Den anden var en opremsning af ni progressive valg, som Socialdemokraterne opfordrer danskerne til at træffe før næste folketingsvalg.

Helles nye kurs har vist sig at være vejen frem. Vestegnens borgmestre støtter den, Mogens Lykketoft støtter den, og senest har også Ritt Bjerregaard erklæret sin støtte til de ni valg. Også SF er særdeles positive overfor den nye kurs, som i øvrigt også virker nem at sluge for folkesocialisterne. SF har den senere tid efterlyst et fælles fodslag for oppositionen. Det lader til, at Helle har taget opfordringen til sig, og sagtens kan gå sammen med SF om sine ni progressive valg.

Der er mange gode ting i Helles valg. Hun kritiseres for at være luftig, men kritikerne glemmer også, at to kroniker ikke nødvendigvis skal indeholde et nyt partiprogram. Hun understreger blot, at Socialdemokraterne har progressive værdier, er ansvarlige overfor Danmarks økonomi, og nu, efter en tænkepause, igen er klar til at tage kampen op mod den borgerlige regering og skabe grundlaget for en samlet opposition, der kan slå VKO ud af regeringskontorerne.

Socialdemokraterne står nu mere samlede end de har gjort længe. De er klar til ny politikformulering, og har allerede et godt udgangspunkt, både fra Den Røde Skole, De Ni Teser og Ni Progressive Valg. Villy Søvndal har sammen med SF også meldt sig under fanerne, og dermed mangler kun De Radikale - så har vi et regeringsgrundlag!

De, der dømmer Socialdemokraterne ude, kommer snart på andre tanker. Vi er først lige begyndt.

Ikke en statsmand

En ny meningsmåling viser i dag, at danskerne ikke ønsker Lars Løkke som statsminister, hvis Fogh takker af og rykker til udlandet. Den generelle holdning er, at manden er for gadedrengeagtig, og ikke udviser nok format til at kunne påtage sig opgaven.

Det hjælper næppe på hans image, at vi flere gange har set videoer fra hans private drukture i København og nu også hører, at han har været på tur i det jyske natteliv på skatteborgernes regning, da han i sin tid sad som amtsborgmester i Frederiksborg Amt.

Rygterne siger, at Lars Løkke er i gang med at rense sit skab for skeletter, så stien er nogenlunde ren, inden han træder ind i statsministeriet. En teori, som nok ikke er helt ved siden af virkeligheden, men i så fald en strategi, som nok er løbet lidt af sporet for ham. Der viste sig nok at være lidt flere skeletter end han havde regnet med.

I mine øjne er Lars Løkke ikke en statsmand. Han har flere gange fremstået meget usympatisk med forskellige, til tider ret voldsomme udfald mod folk, der ikke havde samme holdning som han selv. Det kan man ikke som statsminister.

Alt tyder lige nu på, at han bliver landets næste statsminister - udpeget af Anders Fogh. Spørgsmålet er så, om han kan nå at redde sit image inden næste valg, når folkets stemme skal dømme ham. Jeg tvivler på det. Med Løkke ved roret vil Venstre nok miste regeringsmagten, og Helle Thorning-Schmidt blive landets nye statsminister.

Tid til totalt rygeforbud

Det var et modigt, og ekstremt upopulært indgreb, da Folketinget sidste år besluttede at der fra 15. august skulle være rygeforbud på restauranter og værtshuse på mere end 40 kvadratmeter. Mod al forventning blev den nye rygelov relativt hurtigt accepteret af de fleste rygere og beværtninger, mens de mindre kunne bevare deres kundekreds og tit også udvide den lidt, ved at tilbyde brune, røgfyldte lokaler.

Nu er politikerne klar til at gå skridtet videre og indføre totalt rygeforbud på samtlige danske beværtninger. Som argumentationen lyder: Det er jo ikke mindre farligt at opholde sig i et røgfyldt lokale, bare fordi det er mindre. Snarere tværtimod. Røgen opnår større koncentration og er til endnu større gene for dem, som ikke trækker vejret gennem et filter.

Timingen er velovervejet. Først indfører man et rygeforbud light, og venter på det bliver bredt accepteret i befolkningen, og derefter går man hele vejen og indfører totalt rygeforbud, som vi har set det i mange andre europæiske lande de sidste par år. Jeg tror, at forbuddet først vil møde en del protester fra diverse rygere og værtshusejere, men vil senere blive accepteret stille og roligt. Det er typisk dansk holdning.

Rygestoppet er først og fremmest et symbol på øget bevidsthed omkring folkesundheden i Danmark, men bag de moralske overskrifter ligger også et kulturelt opgør med værtshusånden som vi kender den. Om 5-10 år vil det formentligt være helt slut med at besøge de brune, danske værtshuse. Løbende renoveringer vil give beværtningerne en renere atmosfære og mange værtshuse vil nok omlægge virksomheden til café i stedet for værtshus. Det er et tab for den danske kultur, men også et skridt, der er nødvendigt at tage, hvis vi ikke alle skal være forpestet af rygelunger som følge af passiv rygning.

Jeg hilser det totale rygeforbud velkomment, og håber politikerne har modet til at gennemføre det. 

Flyv højt, Villy på stærke vinger

Der er få, der havde forestillet sig, at Villy Søvndal ville blive så stærk en leder af SF. Og nok endnu færrere, der for et halvt år siden havde troet, at SF kunne vokse sig større end Socialdemokraterne. Ikke desto mindre er det det, som der nu er sket.

Kort opremset har vi en Villy, der er i sit livs momentum - han er ganske enkelt urørlig. Slagkraftige overskrifter, dagsordenssættende udtalelser og nye toner fra SF - medierne labber det i sig, mens de andre kun kan se måbende til. 

Så har vi Margrethe Vestager, der er rigtig bitter over situationen. Det er kun to-tre år siden, at De Radikale befandt sig i samme fremgang som SF oplever lige nu, og det ærgrer den radikale leder sig rigtig meget over. Faktisk er hun så bitter, at hun hellere febrilsk vil forsøge at sable Villy ned, fremfor at gå den konstruktive vej, og forsøge at koble sig på hans succes.

Dernæst kommer Helle Thorning, som meget klogt blot har bifaldet Villys nye vendinger, og forsøger at få ham til at lyde lidt som en socialdemokrat (hvilket han efterhånden også gør!). SF er blevet langt mere egnet som regeringsparti, efter at de ‘har set lyset’ i forhold til integration, og det gavner den samlede opposition i det lange løb. Det er i hvert fald Helles håb.

Sidst i oppositionen kommer Enhedslisten. Hvor er de? De slutter sig til den mavesure Margrethe Vestager, som ikke tror på den nye tankegang indenfor integrationen. Men medierne har allerede fundet deres darling indenfor bitre blokfæller, og derfor er Enhedslisten uinteressant i øjeblikket.

På den anden side står regeringen og Dansk Folkeparti. Og regeringen er sur. Undtagen Fogh, selvfølgelig. Han skal agere statsmand og søge samling - i hvert fald når journalisterne spørger. Hans partisoldater, derimod, skal skyde med skarpt mod SF og Villy Søvndal, og efter bedste evne forsøge at bryde Villys momentum. Heldigvis vil deres forehavende ikke lykkes foreløbigt.

Pia Kjærsgaard gnider sig i sine små hænder. Villys grundlæggende strategi er nemlig slået fejl. Han ville erobre vælgere fra DF, men endte med kun at snylte på Socialdemokraterne og De Radikale. Hun holder fast ved sine vælgere, fordi hun har haft chancen for at vise, at hun lever sin politik ud, sammen med regeringen. Det er den troværdighedsfaktor, som Villy savner, før han for alvor kan begynde at flytte vælgere over midten.

Bliver det ved med at holde?

Som sagt er der nærmest intet, der kan stoppe Villy Søvndal i øjeblikket. Alle angreb fra regeringen preller af, og meningsmålingerne fortsætter deropad. Men som en politisk kommentator påpegede forleden, er det et besynderligt tidspunkt for SF at toppe på. Desværre må man nok se i øjnene, at den massive fremgang næppe holder helt til næste valg.

Det er ikke første gang, at en dansk politiker oplever et momentum. Faktisk er det sket flere gange indenfor de seneste par år: Marianne Jelved ved valget 2005 - det holdt ikke. Naser Khader, da han stiftede Ny Alliance - det holdt ikke. Villy Søvndal - da han ændrede holdning til integration - holder det?

Man kan kun se til med spænding, og håbe at hans storhedstid i sidste ende vil gavne den samlede opposition, og ikke kun SF.

Vammel populisme

Pia Kjærsgaards populisme kender tilsyneladende ingen grænser, når det gælder stemmer. Kløgtigt, men klamt udnytter hun dagens demonstrationer på forskellige uddannelsessteder i Danmark til at profilere Dansk Folkeparti som ungdommens parti. Det opfatter jeg ikke som andet end vammel populisme.

Hvornår er Dansk Folkeparti sidst set gøre noget godt for landets ungdom? Baserer partiet sig ikke netop på gaver til de rige og de gamle? Det må i hvert fald siges at være den generelle opfattelse.

De studerende har min uforbeholdne støtte i deres protester, ingen tvivl om det. Havde jeg ikke været på arbejde, havde jeg nok selv været ude og svinge med fanerne, men sådan skulle det ikke være. Men det er en sympatisag, ikke et spørgsmål om personlig profitering. Dansk Folkeparti er ikke et ungdommens parti, og de skal ikke have kredit for at lade som om.

EL savner opmærksomhed

Pernille Rosenkrantz-Theils offentlige kritik af Enhedslisten bliver nok modtaget med blandede følelser hos det lille partis ledelse. For dels er det ærgeligt at rippe mere op i sårene efter Asmaa Abdol-Hamid, men dels er det også sundt for partiet at komme lidt i medierne igen. Partiet har hverken inden eller efter valget i november været i stand til at skabe overskrifter, og det har afspejlet sig i vælgertilslutningen.

Partiet har savnet profiler, efter Rosenkrantz-Theil gik på barsel. Selvom man har haft både de tunge drenge, Per Clausen og Frank Aaen, med på banen og en ung, køn profil som Johanne Schmidt-Nielsen med ben i næsen, er der ingen der har haft den samme karisma og gennemslagskraft, som i de “gode, gamle Rosenkrantz-Theil-dage”. I dag slikker man sårene efter Asmaas huseren i partiet, og forhåbentligt gør man sig klar til en ny politisk offensiv, der både kan bide SF lidt i halen, men også skabe fornyet kampgejst på venstrefløjen.

Vi har brug for Enhedslisten. Det lille, men højtråbende parti på den yderste venstrefløj er et samlingspunkt for mange, der er for venstreorienterede til at føle sig hjemme i Danmark rent politisk. Og med Asmaa ude af billedet kan Enhedslisten igen tage tesen op, og se bort fra den berøringsangst der har hersket angående religiøse emner. Forhåbentligt vil Enhedslisten igen blive set i Dansk Politik.

Held og lykke til liste Ø.

Kampen begynder nu!

Det er helt nye takter vi i disse dage oplever fra LO-boss Harald Børsting. Med sine trusler om konflikt med Kristelig Arbejdsgiverforening har for alvor fået de gule til at ryste i bukserne. KAF har begået en kæmpebrøler, og det hævner sig nu. For at bruge et godt udtryk fra oldtidskundskabsundervisningen har de begået hybris, og det vækker nu den røde bjørn.

Det er ualmindeligt dumt af KAF at presse LO-medlemmer ud af LO. Dermed har man nemlig ødelagt sin egen tese; nemlig at alle selv har ret til at vælge fagforening. (se http://politiken.dk/erhverv/article475300.ece) LO har nu øjnet chancen for at slå hårdt igen imod de fagforbund som igennem flere år har tirret dem så grusomt, men haft retten på sin side. Derfor truer man nu med storkonflikt mod KAF. Et umådeligt kraftigt våben, som vil tvinge fjenden i knæ, hvis der ikke kommer et indgreb inden.

Som LO-medlem og stor tilhænger af “de røde lejesvende” glæder det mig, at man endelig er kommet op af stolen og taget sagen i egen hånd. De Kristeliges bommert kan blive en ny start for den gode, gamle fagbevægelse, og kan blive starten på en ny fremgang efter de mange års nedtur. Med lidt held vil arbejderne igen blive gjort opmærksomme på, at deres rettigheder altså ikke kommer af ingenting, og i højere grad organisere sig for at bevare retten til at konflikte for ordentlige overenskomster.

Med Harald Børsting er LO vågnet til kamp af sit dvale. Vi må håbe, at de tør kæmpe den til ende.