Anders Fogh er bitter

Anders Fogh er en bitter mand i disse dage. Han er vant til at råde og bestemme som det passer ham, og at en aftale med Dansk Folkeparti er en aftale, der bliver til noget. Men nu ser det ud til, at der er kommet ridser i den borgerlige plade, der ellers har kørt i snart 7 år. Pia Christmas-Møller sætter Bendt Bendtsen grå hår i hovedet, og Naser Khaders fortsatte politiske flikflak går Anders Fogh på nerverne. Det går på mange måder skidt for den borgerlige regering.

Asylaftalen var en torn i øjet på Fogh fra starten af

De seneste dages virvar af konspirationer og alternative flertal er ikke det første ved asylaftalen, der har irriteret Fogh. Han kæmper nemlig hårdt for at komme af med sit image som højrefløjspolitiker, der foretrækker sikre, borgerlige flertal. Det gavner ikke hans drøm om en europæisk toppost efter hans tid som statsminister er overstået. At Birthe Rønn Hornbech ikke ville bøvle med at få flere med i aftalen er rent ud sagt en omgang politisk juks, og det ved Fogh godt. Desuden var det et brud på et af det mest centrale løfter, der blev afgivet i valgkampen sidste år, og det kommer også til at få konsekvenser for den borgerlige blok. Birthe Rønn Hornbech måtte hurtigt erkende, at hun stod bag et løftebrud. Hun mente, at det ville være den hurtigste måde at få gjort noget ved asylpolitikken i det hele taget. Hendes hastværk skulle vise sig at blive til lastværk for Fogh.

Pia Christmas-Møller var hurtig på aftrækkeren, da hun udtalte, at hun ikke kunne forestille sig at den konservative folketingsgruppe kunne støtte op om en så smal, og så dårlig asylaftale. Men Bendt Bendtsen accepterede aftalen uden det mindste besvær - og så brød Fanden løs. Pia søgte flertal udenom regeringen, og ville skabe bedre resultater for asylpolitikken end hendes partifæller formåede. Hendes forslag blev vel modtaget af oppositionen, der øjnede chancen for at bringe regeringen i mindretal på et helt centralt område.

Da Fogh blev bitter

Så skete det, at vores statsminister blev bitter på situationen. Den ellers så velkendte “det går jo nok alt sammen”-attitude blev lagt på hylden, og stridsøksen fundet frem. Regeringen forsøger nu med vold og magt at presse oppositionen til at pakke sammen og holde kæft. Peter Skaarup forsøger at true de grønlandske socialdemokrater på økonomien og selvstyret, Bendt Bendtsen lufter muligheden for eksklusion af Pia Christmas-Møller, og Fogh vil ikke tolerere alternative flertal. Det er tydeligt at se, at Fogh ikke er vant til at være i mindretal. Han ved ikke, hvordan han skal tackle det.

Oppositionspartierne, derimod, har kronede dage. Henrik Dam Kristensen har, med rette, klandret Fogh for magtarrogance. Denne sag handler nemlig, om nogen, om mennesker fremfor restriktioner. Vi taler om folk, der lever en isoleret tilværelse på asylcentre, med alt for lidt plads, med børn der vantrives og med alt for lidt at lave. Sagen om asylcentrene udstiller i dén grad regeringen som kynisk og magtbegærlig, idet de vil gøre alt for at tækkes Pia Kjærsgaard.

Også grønlænderen Lars-Emil Johansen fra Suimut giver svar på tiltale. Han forbeholder sig i første omgang sin ret til at stemme i folketinget, også selvom det drejer sig om rent danske anliggende - et argument, som Fogh har måttet give ham medhold i. At Lars-Emil Johansen så siger, at han vil overveje at ændre signaler ved faktiske sanktioner mod ham, viser dog et svaghedstegn, som er svært at bifalde. Det virker for mig ret usandsynligt, at man vil presse Grønland økonomisk af den simple grund, at man er politisk uenige. Det vil under alle omstændigheder sætte regeringen i et umådeligt dårligt lys, både nationalt og internationalt.

Skal der endnu et valg til?

Valgrygterne svirrer allerede igen, og flere politikere taler igen om at få “renset luften” på Christiansborg. Fogh vil af princip ikke tale om det, og Pia Christmas-Møller vil gerne have nyvalg, mens Enhedslisten må sidde og svede sammen med Naser Khader. Begge partier står til at ryge ud af tinge i øjeblikket.

Jeg tror ikke, at der bliver tale om et valg allerede nu. Regeringer har før overlevet at komme i mindretal på enkelte sager, og det bør Fogh ikke tage så tungt. Han har kun godt af at lære nye måder at tænke politisk strategi på. Det kan måske endda blive et tiltrængt nederlag til en mand, der er blevet grebet af magtens arrogance og mindretallets bitterhed.