Posted by: Daniel L. Jørgensen | januar 23, 2008

Khader faldt til patten

Sjældent har regeringen været så presset som i denne sag. Oppositionen havde folkets opbakning, en alternativ aftale der syntes nem at skabe flertal omkring, og ikke mindst en borgerlig politiker på sin side. Men lige meget hjalp det, for Naser Khader faldt til patten i sidste øjeblik.

Ny Alliance turde ikke satse

Naser Khader havde to muligheder op til dagens debat. Den ene var at stå sammen med Pia Christmas-Møller og den øvrige opposition, og derved få en bred asylaftale igennem udenom regeringen, der ville skabe endnu bedre forhold for beboerne på asylcentrene end den nuværende. Han havde mulighed for at markere sig selv og sit parti på et af de allermest betydningsfulde områder ifølge partiets eget program.

Så var der den anden mulighed - nemlig at stå sammen med regeringen. Naser Khader har den sidste uge haft travlt med at fastslå, at han står i spidsen for et borgerligt parti, og ikke blot en skæmtevise, der synger på sidste vers. Det er nok også dette, der har fået ham til at træffe sit valg om at stå sammen med Fogh og hans venner, idet det vil gavne ham mest i det lange løb. Tror han da.

Ny Alliance har i mine øjne svigtet big time denne gang. Khader havde en kæmpe chance for at vise, at Dansk Folkeparti ikke skal have indflydelse på Danmarks asylpolitik. Han kunne vise, at han står for brede flertal for folkets bedste, og ikke mindst kunne han vise, at Ny Alliance står fast på sine mærkesager. Men det gjorde han ikke, og det kommer til at koste i næste meningsmåling - hvis han overhovedet har mere at miste.

Om det er frygten for at Fogh ville udskrive valg der gjorde udslaget, eller om det bare virkede som sund fornuft for Khader at stå sammen med højrefløjen er ikke til at vide - men han har bestemt en evne til at træffe det forkerte valg på det helt forkerte tidspunkter.

Leave a response

Your response:

Kategorier