Der er næsten ikke nogen grænser for, hvilke problemer der kan løses med højere straffe. Tanken om en længere straf vil afholde selv den værste forbryder fra at begå kriminalitet fremover. Retsstaten skal true sig ud af enhver knibe, så vi undgår at vende blikket indad og risikerer at opdage nogle af vores egne fejl. I hvert fald hvis man spørger Dansk Folkeparti.
Sådan fungerer det bare ikke i virkeligheden. Man kan ikke straffe sig ud af alle samfundets problemer. Landsbytosseriet lever i bedste velgående hos Dansk Folkeparti, der nu foreslår, at den kriminelle lavalder sættes ned til 12 år (se denne artikel: http://politiken.dk/indland/article472663.ece). Sammenkoblet med Søren Pinds forslag om strengere straffe til bandemedlemmer ser Pia Kjærsgaard snart frem til at få sin vådeste drøm opfyldt: Så mange indvandrere bag tremmer som muligt! Dette nonsens udgydes netop i disse dage, hvor enkelte fristes til at være enige, fordi man forfærdes over oprøret i de sjællandske byer og forstæder.
Endeligt er folk begyndt at spørge sig selv: Hvorfor? Hvad er grunden til, at de unge indvandrere i dén grad går amok på samfundet? Nogle siger kedsomhed, andre siger dårlig integration, og nogle helt tredje tror det skyldes vrede over Muhammed-tegningerne. Det er godt at se, at man lige så langsomt er begyndt at vende blikket indad for at prøve at forstå, hvad det er der sker.
Søger de opmærksomhed?
De unge andengenerationsindvandrere har tydeligvis lært af rebellerne fra Jagtvej 69. Man bruger vold for at gøre opmærksom på et overset problem – nemlig de dårligt integrerede indvandrere, som er langt nemmere at hade end at hjælpe. Som jeg nævnte i et tidligere indlæg er det snart på tide at gøre noget for de unge. Der skal handling til! Anders Fogh og Pia Kjærsgaard vil ikke gøre noget. De vil fængsle og ansvarliggøre alle de andre. De mener ikke, at de selv kan have noget at gøre med den frustration der gemmer sig i de danske ghettoer.
Oppositionen forlanger en handlingsplan, men man burde snarere selv komme med et oplæg, der kan samle og samle op. Integrationen i Danmark halter langt bagefter, og er et område man længe har undladet at prioritere, fordi det er så enormt følelsesladet.
Danmark trænger til et opgør mod tabupolitikken, og det ville fryde mig at se Socialdemokraterne i spidsen for dette. Hermed en opfordring givet.