Der er få, der havde forestillet sig, at Villy Søvndal ville blive så stærk en leder af SF. Og nok endnu færrere, der for et halvt år siden havde troet, at SF kunne vokse sig større end Socialdemokraterne. Ikke desto mindre er det det, som der nu er sket.

Kort opremset har vi en Villy, der er i sit livs momentum - han er ganske enkelt urørlig. Slagkraftige overskrifter, dagsordenssættende udtalelser og nye toner fra SF - medierne labber det i sig, mens de andre kun kan se måbende til. 

Så har vi Margrethe Vestager, der er rigtig bitter over situationen. Det er kun to-tre år siden, at De Radikale befandt sig i samme fremgang som SF oplever lige nu, og det ærgrer den radikale leder sig rigtig meget over. Faktisk er hun så bitter, at hun hellere febrilsk vil forsøge at sable Villy ned, fremfor at gå den konstruktive vej, og forsøge at koble sig på hans succes.

Dernæst kommer Helle Thorning, som meget klogt blot har bifaldet Villys nye vendinger, og forsøger at få ham til at lyde lidt som en socialdemokrat (hvilket han efterhånden også gør!). SF er blevet langt mere egnet som regeringsparti, efter at de ‘har set lyset’ i forhold til integration, og det gavner den samlede opposition i det lange løb. Det er i hvert fald Helles håb.

Sidst i oppositionen kommer Enhedslisten. Hvor er de? De slutter sig til den mavesure Margrethe Vestager, som ikke tror på den nye tankegang indenfor integrationen. Men medierne har allerede fundet deres darling indenfor bitre blokfæller, og derfor er Enhedslisten uinteressant i øjeblikket.

På den anden side står regeringen og Dansk Folkeparti. Og regeringen er sur. Undtagen Fogh, selvfølgelig. Han skal agere statsmand og søge samling - i hvert fald når journalisterne spørger. Hans partisoldater, derimod, skal skyde med skarpt mod SF og Villy Søvndal, og efter bedste evne forsøge at bryde Villys momentum. Heldigvis vil deres forehavende ikke lykkes foreløbigt.

Pia Kjærsgaard gnider sig i sine små hænder. Villys grundlæggende strategi er nemlig slået fejl. Han ville erobre vælgere fra DF, men endte med kun at snylte på Socialdemokraterne og De Radikale. Hun holder fast ved sine vælgere, fordi hun har haft chancen for at vise, at hun lever sin politik ud, sammen med regeringen. Det er den troværdighedsfaktor, som Villy savner, før han for alvor kan begynde at flytte vælgere over midten.

Bliver det ved med at holde?

Som sagt er der nærmest intet, der kan stoppe Villy Søvndal i øjeblikket. Alle angreb fra regeringen preller af, og meningsmålingerne fortsætter deropad. Men som en politisk kommentator påpegede forleden, er det et besynderligt tidspunkt for SF at toppe på. Desværre må man nok se i øjnene, at den massive fremgang næppe holder helt til næste valg.

Det er ikke første gang, at en dansk politiker oplever et momentum. Faktisk er det sket flere gange indenfor de seneste par år: Marianne Jelved ved valget 2005 - det holdt ikke. Naser Khader, da han stiftede Ny Alliance - det holdt ikke. Villy Søvndal - da han ændrede holdning til integration - holder det?

Man kan kun se til med spænding, og håbe at hans storhedstid i sidste ende vil gavne den samlede opposition, og ikke kun SF.

Your response: