Synspunkt i JyskeVestkysten

Endnu engang blev det 1. maj, og dermed tid til at fejre Arbejdernes Internationale Kampdag. En mærkedag, som mange danskere de senere år har diskuteret nødvendigheden af meget flittigt. Har vi stadig brug for 1. maj? Er det blevet mere national drukdag end kampdag? – For nogens vedkommende, måske. Men det er ikke derfor jeg fejrer 1. maj.

De danske arbejdere kan være stolte af de rettigheder, de har tilkæmpet sig gennem årene. 37 timers arbejdsuge, fem ugers ferie og barnets første sygedag. Goder, som vi danskere nyder godt af, men som mange tager for givet. Det har ikke været nogen nem kamp, og for mange arbejdere i udlandet er vores privilegier en utopi, som de ikke engang tør drømme om.

LO har op til dette års 1. maj lanceret en kampagne, de kalder „Gør Noget!“. En kampagne, der skal minde os om, hvad 1. maj egentlig er til for. En international kampdag for verdens arbejderklasse, der giver os chancen for at vise solidaritet med de arbejdere, der stadig kæmper en hård kamp for de mest basale rettigheder.

Bananarbejdere i Guatemala, bygningsarbejdere i Mozambique og børnehjemsarbejdere i Rumænien. De er alle mennesker, der har brug for vores støtte og solidaritet.

Verdens fagforeninger bruger 1. maj til at støtte de arbejdere, der har mest brug for det. Det er en indsats, jeg må nikke anerkendende til, og det er blandt andet den indsats der gør, at jeg føler, at Arbejdernes Internationale Kampdag er værd at fejre.