Der tales for tiden, med stor forargelse i stemmen, om de europæiske regler, som underkender den danske udlændingepolitik. En politik, vi i nogle år har kaldt “fast og fair”. Fast er den, javist, men er den virkelig så fair som vi selv påstår?

EU-domstolen har haft kendelser, der viser, at den danske udlændingepolitik er for hård. De har magten til at overtrumfe de danske regler, og tvinge os til at finde nogle nye og mere lempelige regler. Det har fremkaldt ramaskrig fra samtlige danske medier og politikere. “Danmark mindre suverænt“, “Vi bestemmer ikke længere over vores eget land” og så videre.

Danskerne overreagerer kraftigt i denne sag. Som ægte danskere forsvarer vi os ved at krybe ind i vores eget lille hjørne og råbe af dem, der ikke er enige med os. Det er ikke måden at tackle sagen på. I stedet burde vi vende blikket lidt indad, og huske på, at vi selv var med ved bordet, da disse regler blev vedtaget! Vi skal ikke straks fare op af stolen og brøle “Danmark for danskerne!“. Nej, vi burde i stedet diskutere, om der er noget om snakken eller ej. Er den danske udlændingepolitik for hård? Har vi behov for at afvise alle fremmede ved landets grænse, i stedet for at give dem en fair sagsbehandling? Det mener jeg ikke.

Dansk udlændingepolitik er ikke fair, og hvis vi ender med at fjerne os fra EU for dansk udlændingepolitiks skyld, melder jeg mig ud af Danmark og ind i et ordentligt land. Basta.