Mette Frederiksen fortalte i Politíken Søndag om en drøm, hun har. En drøm, hvor Danmark ikke længere er styret af frygt for sin egen skygge. Hvor frygten for den store verden, for Ahmed og Muhammed, og for at møde sin banemand på gaden er erstattet af noget helt andet: Håb.

Mette vil ændre danskernes mentalitet til noget, hun kalder “Den Danske Drøm”. Vi skal leve i fred og fordragelighed i fællesskab med vores naboer, og sammen nå et stadie, hvor vi håber på at få et bedre samfund og sammen kæmper for at nå det. Den følelse har danskerne mistet efter syv år med en borgerlig regering.

Jeg mener helt klart, at Mette Frederiksen har fat i noget godt her. Danmark er blevet et frygtsomt og nervøst land at leve i, og jeg tror ikke kun det skyldes, at volden er blevet mere synlig i dagligdagen. Jeg tror i høj grad også det skyldes Dansk Folkeparti. Som forklaret i mit seneste indlæg er Dansk Folkepartis eksistensgrundlag danskernes frygt for det fremmede. Derfor gør de alt for at fremme denne frygt. Dette, sammenholdt med regeringens enhver-er-sig-selv-nærmest-politik, har fjernet fællesskabsfølelsen fra vores sind, og det er i bund og grund også derfor, det ikke går bedre for den røde fløj.

Danmark trænger til mere fællesskab. Ikke kun, når vi skal slage tysken i håndbold eller spansken i fodbold. Nej, vi skal også have fællesskab til hverdag. Hvor man ikke lader kollegerne i stikken for at tage sig en slap-af-dag foran fjerneren, men i stedet tager en tjans for fællesskabet og gør en indsats for vores fælles bedste. Det er en drøm, der er værd at kæmpe for. Tak for din inspiration, Mette Frederiksen!